Arenaen bliver multifunktionel, så den kan huse både sport, musik, kultur og meget andet.
Bygningen vil blive super fleksibel og vil kunne fungere som et ”plugin” for ethvert internationalt show, koncert eller sportsbegivenhed. Arenaen vil være forberedt, så store internationale begivenheder vælger København til deres arrangementer, og så de kan installere sig hurtigt og komme hurtigt videre. Arenaen skal bidrage til at give publikum den bedst mulige oplevelse. Den skal have let adgang, gode faciliteter og ideelle akustiske egenskaber – til glæde for både publikum og de udøvende.
Arenaen vil supplere eksisterende faciliteter og muliggøre at København kan tilbyde omverdenen endnu bedre, bredere og større arrangementer.
Sport
I arenaen vil man kunne afvikle arrangementer og mesterskaber inden for en lang række idrætsgrene, f.eks. ishockey, håndbold, bordtennis – og det vil også være muligt at afholde et svømmestævne.
Musik og kulturevents
Arenaen bliver konstrueret, så man kan holde koncerter indenfor alle musikalske genrer. Også mere showprægede kulturelle events som f.eks. Disney on Ice, Appassionata hesteshow eller Cirque du Soleil.